sideindhold

Charlotte Brontë (1816-1855): ”Jane Eyre” og  ”Langt over havet” af Jean Rhys 

Charlotte Brontë (1816-1855): ”Jane Eyre”.

Fuldstændig overvældende fortælling om en ung kvindes kamp for at vinde anerkendelse i datidens mandsdominerede og socialt forfordelte verden. Vi følger den forældreløse Jane Eyre gennem en hård barndom. Vi er med hende, hvor hun modnes som en stærk personlighed med plads til andre og i søgen efter kærligheden. Med kærligheden vil og kan hun ikke gå på kompromis, og da det viser sig, at den mand hun elsker og som elsker hende ikke er fri flygter hun bort fra ham og det trygge miljø hun da levede i. Hun indvikledes i mange og ejendommelige skæbner, inden hun endelig vender tilbage til den mand hun flygtede fra og langt om lange finder lykken og meningen med tilværelsen.     

Gayatri Spivaks kritik af Jane Eyre ud fra et postkolonialt standpunkt er uimodsigeligt, men det gør ikke bogen ringere som et feministisk mesterstykke. Jane Eyres kvindelige modsætning er en person fra kolonierne den gale kreolerinde Bertha Rochester. På baggrund af Berthas grumme skæbne som mindreværdig i en europæisk kontekst indtager Jane førstepladsen og vinder prinsen, Berthas mand, qua sit europæiske ophav.  


Det kom der en anden bog ud af – ”Langt over havet” af Jean Rhys (1890-1979).

Forfatterinden Jean Ryhs

Denne forfatter voksede op i Caribien, hvor Jane Eyres modstykke Bertha Rochester kom fra og derfor forstod hun, at historien om Bertha Rochester kunne fortælles anderledes. Romanen ”Langt over havet” var Jean Rhys bud på fortællingen oplevet gennem en kreolerinde, der i denne bog er den virkelige heltinde. ”Langt over havet” er ikke en efterligning af ”Jane Eyre” men en selvstændig og stærk roman på egne betingelser. Bertha Rochester bliver i denne roman til Antoinette Cosway, en kvindeskæbne fastholdt i koloni kulturernes sociale fremkomster, der fordelte kvinder efter arve-formuer og medgift.

Romanen falder i tre dele. Første del fortælles med heltindens egne ord. Anden del skildrer den unge Mr. Rochester sin ankomst til de Vestindiske øer, sit ægteskab og dets katastrofiske følger. Den sidste del fortælles igen af hans kone, men nu er skuepladsen England og hendes kvistværelse på herregården Thornfield Halls, hvor hun holdes indespærret.

Fortællingen rummer en hel del identitets og køns politik udspillet i en kolonial sammenhæng. Antoinette Cosway er klemt inde mellem forskellige kulturer hun både tiltrækkes og frastødes af. Det gør det ikke nemmere, at de der har en rodfæstet identitet: de hvide englændere og de sorte caribiere fravælger hende af mange og komplekse grunde.

Romanens hovedtema er imidlertid det kønspolitiske, et emne forfatteren har været optagen af gennem alle sine bøger. Antoinette Cosway er faktisk velhavende (det er derfor Rochester gifter sig med hende), men da hun kommer til England og under engelske lov, mister hun som kvinde al ret til sin formue. I denne roman oplever vi Rochester som en simpel mandschauvinist, selvoptaget og stupid. En markant kontrast til den maskuline helt Rochester der optræder i Jane Eyre.

Uden på nogen måde at være eksotisk vrimler bogen med caribiske folkelivsskildringer, som forfatteren dels har kendt via sin egen opvækst i Caribien og som hun indgående har studerede gennem historiske værker. Tjenestepigen Christophine repræsenterer dette folkelige billede på Caribisk autentisitet. Mere end nogen anden er hun nøglen til forståelse af caribisk mentalitet og kultur. Måske er hun på mange måder den person forfatterinden ønskede at hun selv var.

Dr. Masood Raja kommentar til romanen ud fra et postkolonialt perspektiv

Yderlig uddybning – se denne fremragende anmeldelse af samme bog af Kasper Håkansson